Akupunkturens historie

Ordet akupunktur kommer fra latin. Arcus betyder nål og punktura betyder at stikke, og akupunkturbehandling er på ingen måde en nyere ting. Det er en behandlingsform, som har været brugt i Kina i mere end 3000 år. Hér har man gjort akupunkturrelaterede arkæologiske fund som går tilbage til flere tusinde år f.Kr.

Verdens ældste lærebog om kinesisk medicin ”Den Gule Kejser” er skrevet ca. 400 år f.Kr. Ca. 200 år e.Kr. er det samfundsmæssigt en stabil periode i Kina og der er status i at studere og forske. I denne periode udvikler den traditionelle kinesiske medicin og herunder akupunkturen sig fra at være folkemedicin til at blive en mere videnskabelig disciplin.

I 1522 udformes retningslinjer for journalføring, spørgeteknik, diagnosticering og standarder for klinisk forskning. Først i 1600-tallet får Vesten kendskab til akupunkturen, da jesuitermunke kommer til Kina, og hjemvendt til Europa beretter om kinesiske lægers arbejde. I 1663 oversætter den tyske læge Cleyer ”Den Gule Kejser”, og i 1671 bliver den første afhandling om akupunktur offentliggjort i Europa.

I løbet af 1930’erne udgiver franskmanden Souliè de Morant bøger om akupunktur efter at have boet og studeret faget i Kina gennem 20 år. Efter 2.verdenskrig anvendes akupunktur mere og mere i Europa, specielt i Frankrig og Tyskland.

I 1970’erne formaliseres akupunktøruddannelserne i England og USA. I 1979 anerkendes akupunkturen for alvor i Vesten, da verdens sundheds organisationen WHO erklærer akupunktur velegnet til at blive afprøvet i forhold til en lang række lidelser.